Kajen
Kajen er et levende og uformelt byrum, hvor den gamle industrihavn møder vandsport og aktiviteter under åben himmel. Her er både grønt og legende – et sted med højt til loftet og plads til alle.
Området omkring Markedshallen bliver et naturligt samlingspunkt. Her kan man opleve både vandaktiviteter og liv på land. Kajen henvender sig især til unge, men rummer aktiviteter for alle.
Kondensens Forhave
Kondensens Forhave er et grønt og imødekommende byrum, hvor man kan nyde udsigten til både sundet og byens historiske bygninger. Det er et roligt pauserum med træer, opholdsmuligheder og Kondensens markante arkitektur som bagtæppe.
Forhaven fungerer som et uformelt samlingspunkt, skabt i samspil med det grønne sikringsdige. Her opstår et bynært frirum, der binder havnen sammen og inviterer til alt fra frokostmøder til stille stunder i hverdagen.
Området er især tænkt til daglig brug for medarbejdere, besøgende og forbipasserende, der ønsker et grønt sted at slå sig ned. Samtidig formidler forhaven Kondensens kulturarv ved at skabe både udsyn og indsyn til bygningen og understrege dens betydning – både historisk og i fremtidens havnemiljø.
Bropladsen
Bropladsen er en åben og levende plads, hvor Nykøbing F.s havnemiljø og historie møder fremtidens byliv. Her er der både plads til aktivitet, ophold, udsigt og ro – et byrum, der forbinder byen med sundet og skaber et naturligt knudepunkt for alle.
Med sin centrale placering binder Bropladsen midtbyen sammen med den nye havn. Bastebro og de nye opholdsrum skaber et aktivt miljø, mens broforbindelsen mellem Sundby og Nykøbing bliver en vigtig rute for cyklister og fodgængere.
Vejerboden bevares som et markant og levende element i det nye havnemiljø.
Minimolen
Minimolen er et legende læringsrum ved Guldborg Sund, hvor vandet er omdrejningspunktet. Her kan børn, familier, skoler og foreninger udforske naturen, lære om livet i sundet og opleve vandets kræfter på tæt hold. Pladsen er formet af niveauspring, grønne forbindelser og direkte adgang til kajen, hvilket skaber et levende miljø året rundt.
Området fungerer som et naturligt samlingspunkt for aktiviteter, læring og nysgerrighed. Det Gule Pakhus står som et historisk pejlemærke og binder fortidens havn sammen med nye funktioner og oplevelser. Samtidig fortæller stenrevet historien om vandet i et grønt og inviterende landskab.
Havneparken
Havneparken er et grønt og aktivt mødested ved foden af den ikoniske silo og ud mod lystbådehavnen. Her er der plads til leg, sport, ophold og adgang til vandet – et levende rum, der binder den nye havn sammen og inviterer til både hverdagsbrug og større begivenheder.
Parken fungerer som et naturligt samlingspunkt i flere niveauer med udsigt over havnen og byen. Om sommeren bliver området et attraktivt sted for koncerter, cirkus, events og fællesskab for både borgere og besøgende.
Havneparken bygger videre på den tidligere industrihavns kulturarv. Siloen og de historiske bygninger fortæller stedets historie og skaber en stærk identitet, der kombinerer fortidens industri med nutidens byliv.